Velkommen til Køge Bugt. Du står nu i et af de største monumenter over velfærdssamfundet Danmark. I 1961 blev der præsenteret en plan for ti nye byer langs Køge Bugt, som skulle erstatte Københavns mere og mere trængte boligmasse. Danskerne skulle ud og bo i lyse, rene omgivelser med højt til himlen og med nem adgang til grønne områder, hvor fritiden kunne nydes.

Planen om Køge Bugt-byerne blev lavet med den danske middelklasse i tankerne. Her skulle unge, danske familier med fast arbejde bo i både almennyttige lejligheder og parcelhuse, men da byerne stod færdige havde samfundet ændret sig. Middelklassen nøjedes med at købe eget parcelhus, og mange boligområder i byerne blev befolket af ufaglærte, som blev ekstra hårdt ramt i 1970’ernes oliekrise.

Efter årtier med byfornyelser og helhedsplaner ser fremtiden igen lidt lysere ud, men det er stadig relevant at spørge: Hvorfor vælger vi at bo, som vi gør?

Tag på opdagelse i byerne og se forskelligheden trods det fælles udgangspunkt!

Faktisk er alle nødvendige faciliteter – lige fra de største offentlige institutioner, deriblandt et amtssygehus med 1000 senge og over boliger til så små detaljer som sandkasser for børn – er der tænkt på i et imponerende forslag til en dispositionsplan, hvorefter der indtil 1980 skal anlægges 10 byområder langs Køge Bugt fra Avedøre til Jersie for 150.000 mennesker.

Politiken 8. juni 1966